I år kan brochurerne "Vejkirker og andre åbne kirker" fejre deres 10 års jubilæum som landsdækkende brochurer med det største antal kirker, der nogensinde har været med. I de nye brochurer for 2010, der udkom 1. april, er der i alt 416 kirker med.
Brochurerne findes som sædvanlig i 2 udgaver: én for Jylland med 203 kirker og én for øerne (Sjælland, Fyn og de øvrige øer) med 213 kirker. Brochurerne er trykt i 93.000 eksemplarer i alt, og kan fås i de deltagende kirker, på biblioteker, på turistbureauer, campingpladser, vandrerhjem og udvalgte museer mv. De kan også fås ved henvendelse til Kirkefondet.
Du kan også downloade de nye brochurer ved at klikke på nedenstående links. Der er direkte link til kirkernes hjemmesider i brochurerne.
Klik her for at downloade brochuren for Jylland
Klik her for at downloade brochuren for Øerne
I brochurerne kan man se, hvor kirkerne ligger. Der er en kørselsvejledning og oplysninger om bl.a. kirkernes åbningstider, seværdigheder, faciliteter, koncerter og arrangementer, kontaktpersoner og hjemmesideadresser.
I nogle af kirkerne vil der være personale eller frivillige, som er til rådighed med oplysninger om kirken og måske byder på en kop kaffe e.lign. I kirkerne vil der være fremlagt oplysninger om kirken og sognet, og de fleste steder vil der være en bibel eller salmebog til rådighed til personlig fordybelse og andagt.
Det er altså 10. gang, at Kirkefondet udgiver disse brochurer over vejkirker og andre åbne kirker i Danmark. Det er de deltagende kirker, der finansierer trykning og distribution af brochurerne. I år er der ca. 50 nye kirker med i brochurerne.
Brochurerne er atter i år illustreret og layoutet af tegner og grafiker Kim Broström. I forbindelse med vejkirkeprojektet har Kirkefondet tidligere udgivet bønnehæftet »Bønner på vejen«, og folderen »Nøgle til kirken«, der er en guide til kirkerummet, og 8 smukke postkort med bønner og bibelcitater og et postkort med vejkirkeforsiden.
Mange bruger brochurerne, når de tager rundt på ture i Danmark. Formatet gør det nemt at have brochurerne liggende i handskerummet. Oplysninger om kirkernes adresser gør det nemt at indtaste adressen på sin GPS.
Ønsker du at finde kirkernes adresser på mere deltaljerede kort eller deres GPS-koordinater eller se fotos af kirkerne henviser vi til hjemmesiden www.korttilkirken.dk
Planlægger du at tage på tur med børn eller børnebørn, har Nanna Lønne Votborg skrevet en rigtig god artikel til hjemmesiden "Sjov for børn" om vejkirker, og om hvordan man kan forberede besøg i en kirke med børn. Læs artiklen her.
Til pressen, de deltagende kirker og andre interesserede
Klik her for yderligere information, billeder og logoer